Løbemakkeren foreslår 9 km ruten,Jeg er nu lidt skeptisk, den skov er meget stor - Danmarks næststørste - og det er sidst på eftermiddagen. Det er hidltil aldrig gået godt i den skov og denne gang er der 18 poster at finde. Ruten ser ond ud, masser af poster tæt ved hinanden afløst af et enormt stræk friløb.

"Øvkæj, Øvkæj, vi er her jo for motionens skyld"

Danmarks næststørste skov har ikke ret mange stier og veje, så det er ind gennem skovens mave. Det er vildt og uvejsomt, op og ned at skrænter, hvor man glider og skrider i tørre blade og må hale sig fast i grene og brombærranker,Der er grøfter så dybe som Philipinergraven. Træerne er hævngerrige, vrede over at de er blevet fældet, grenene i underskoven,og granbunkerne i hugningerne griber ondsindet efter anklerne, forsøger at trække én ned.
De første sæt poster er dog til at finde og de næste er efter det lange stræk.

"Skal vi tage den vej langs banen?"
"Nej den anden der snor sig mellem granerne er kønnere"

Det er den også, blød, opkørt og med en bakke, nogenlunde så høj som Mont Blanc, men som bonus: en flok råvildt anført af en hvid hind.
Bakker går op men også ned, herligt! Ved foden af bakken ligger en mose og denne har oversvømmet stien. Den var også oversvømmet sidst vi løb her, det har vi bare glemt og iøvrigt var det højsommer dengang ,da soppede vi igennem, svuppede videre i våde løbesko. Her i april må vi rundt om mosen gennem tæt skov over mosklædte knolde og ender efter lang tids masen lige hvor vi skulle have drejet fra, i fald vi havde taget vejen langs banen.

Skoven er mere nådig herovre, posterne ligger ofte som små afstikkere fra alfarvej, der fortsat fører over Alperne, så lår og baller syrer til. Den hvide hind og flokken dukker atter op fra krattet. Solen er nu så langt nede, af den skærer i øjnene ind mellem træerne, det svedige løbetøj føles som et lag is i aftenkulden og den sidste post er gemt mellem bakkerne i et lille hul i en knoldet granskov. Vi roder rundt, vi gider ikke mere, vil have vand, vil hjem, i bad, spise mad, men, der står skrevet, at de, som søger, skal finde.

Endnu er bjergbestigning og på den anden side af Matterhorn står en lille prinsesse guldhår i lyserød dyrefrakke, der ved vejkanten. Hun peger ned af en lille snoet sti.
"Det er den vej, der er mål"

Halleluja, vi kan se P-pladsen og bilerne og vores bil med sæder til at sidde i.
Løbetiden er til olympisk guld for snegle - hele 13 km på 2½ time.