Det sagde min søster... Og det er pudsigt, men jeg blev stolt eller glad. Det stak, men jeg følte mig genkendt og det blev på ingen måde sagt anklagende, men konstaterende og opfordrende.
Vi snakkede om, hvad vi kan og vil...

Og ... og at mine begrænsninger utroligt ofte handler om, hvad folk tænker, hvordan jeg tager mig ud, utroligt overfladiske ting. Jeg er meget meget sjældent bange for ikke at være klog nok. Faktisk nærmest aldrig. Nogle gange bange for at have været for doven. Ikke have undersøgt nok osv. Men sjældent det andet. Det lyder en anelse selvfedt, men så er det det jeg er. Og det er her søster konstaterer, at jeg er fej. At jeg ikke bruger det... at hun altid er bange for ikke at være skarp nok. Langt mindre bange for, hvad folk tænker... eller først bange for det efter hun har handlet.

Mmm, either way. Det var en sjov samtale. På en morsom måde bekræftende af hvem vi er. Og selvfølgelig bliver det så rolleopdelt, når hun tager den ene ende af skalaen og jeg den anden.

Men jeg bliver glad for at hun kender mig. Det gjorde på en og samme tid ondt og godt. Og jeg fik lyst til at... gøre et eller andet.