Min kæreste har endelig fundet et par gamle høretelefoner til mig, så jeg kan hører musik uden at forstyrre ham. (Måske fordi han selv lige har været ude at købe en blu-ray afspiller)

Så derfor kan jeg lagt om længe sidde og lytte til min ynglings musik, når som helst. Lige nu er det Korn - Coming Undone.
Genforeningen med mine yndlings numre fik mig til at tænke på en gang for mange år siden, da vi boede i det gamle hus.
En dag kom vores daværende nabo på besøg og da jeg åbnede døren og Metallica - Black Album bragede hende i møde stirrede hun overrasket på mig. Derefter fortalte hun mig, at hun aldrig ville have troet at det var den slags musik jeg hørte. Hun troede at jeg var til Britney Spears og sådan noget. (Nu kan jeg faktisk godt lide et par enkelte numre af Britney Spears, feks. Toxic) Dette fik mig dog alligevel til at tænke på det vi viser folk udad til. Jeg ligner åbenbart en sød lille pige, som aldrig kunne finde på at lytte til noget med mere tråd end Britney Spears, men der tager folk så fejl.

Mine forældre kan skrive under på at jeg siden teenageårene har hørt meget højt Metallica, Nirvana o.s.v. (Dog ikke så højt som min lillebror, der er blevet bidt af en gal teknobille og kalder den smule tekno jeg lyttet til, for "tøsetekno")

Min mormor var også ved at få et regulært chok, da hun fandt ud af at jeg havde fået en tatovering af en sort drage. (Min mor undlod at kommentere den, da jeg begejstret viste den til hende og hun håber vist i stilhed på at min lillebror ikke vil få den samme ide. Jeg fik dog min første tatovering, da jeg var 16 (en bamse, som nu er dækket af dragen) så indtil videre lyder det ikke som om han følger i sin storesøsters fodspor).

Men tilbage til sagen.

Hvad viser vi egentlig omverdenen. Viser vi dem vores virkelig jeg, eller gemmer vi os bag en skal, som er mere accepteret af omverdenen og viser kun vores virkelige jeg til dem, som er os nær, eller skjuler vi os også for dem?

Mvh

Excelsia