Aargh! Livet er uretfærdigt
Den gang skulle opskriften følges, denne gang skulle jeg være tip top gearet til morgenløb:

Op en halv time før. lidt knækbrød med marmelade og et pænt glas vand, opvarming til Cubansk salsa. Kroppen er klar til en kvik 5 km.

Og så det dumme mandfolk, han ligger og bobler, springer ud af sengen, springer i tøjet og løber som en hare. Jeg tonser langt bag ham, hiver efter vejret, mit gamle kyllingstore hjerte og fedttilstoppede blodårer kan slet ikke ilte i den fart. Han løber turen på 28 minutter til trods for at han ikke har løbetrænet fast!

Det er snyd, fordi han har nye årer ved hjertet, rene og pæne, helt uden remoulade. Det er ikke fair play, for her har jeg trodset regn, storm og slud i 4 år, slidt 4 par løbesko op, ligget underdrejet på grund af overbelastning og så gør han det mod mig.

Jeg vil ikke sove hos ham, jeg tage ferie alene, gå i byen alene, nægte ham sex, insistere på at se romantiske DVD'er, når der er landskamp eller kvalifikationsturneringer, varme hans bajere i mikroovnen, binde knuder på hans pyjamas, gøre hovedrent søndag eftermiddag!