Så kom dagen, som jeg havde frygtet, men efterhånden også glædet mig til at få overstået.... Var i Skive og aflevere sønnike på kasernen; next stop Afghanistan. Jeg holdt den gående, lige indtil han skulle ind i bussen; det sidste knus - "pas nu på dig selv.....på gensyn til jul".......så krakelerede jeg. Knugede ham så hårdt, at jeg aldrig troede, at jeg ville kunne slippe ham igen....tænkte på, at måske var det sidste knus, jeg fik chancen for at gi ham.....nogensinde. Men afsted skulle han og da han vendte sig, så jeg, at også han var lidt våd i øjenkrogen. Min store stærke, til tider nærmest flegmatiske søn..... Det var også svært for ham......Det trøstede mig på en eller anden mærkværdig måde lidt.... Nu kan nedtællingen til jul så starte, hvor han kommer hjem på orlov.