En Elvisklon optrådte nede ved sejlklubben. en sommeraften. Det havde tiltrukket familier med mindre børn og byens lidt forhutlede typer. De sidste var gået til fadøllet med stor iver og var ret berusede. Småpiger og deres mødre dansede på pladen i sandet, der udgjorde et dansegulv, Forskellige umage og fulde par forsøgte sig også, de kunne hverken holde rytmen eller balancen. Vi sad og så på, nippede til vores øl, ventede egentlig på det band, der skulle spille en halv time senere. OK, nu viser vi hvordan man danser til sådan noget gammel rock n' roll. Musikken fængede ikke, der manglede sjæl og efter to numre, pænt og kedeligt og uden de sjove ting vi kan, gik vi tilbage mod bordet til vores øl.
Jeg går forrest og bag lyder et klask. Han ligger der som en væltet statue, livløs. DØD! Det sker bare ikke, det er ikke sandt, det er ikke virkeligt. Man iler til, og man ruller ham rundt, Der er ingen puls, der er ingen vejrtrækning. Er der nogen, der kan hjertemassage,? råber jeg og tænker hvad med vores to fadøl på bordet. Hænder knapper skjorten op, hænder åbner livrem og bukser, hænder vipper hovedet bagover, læberne er nu blå. Hænder begynder at massere brystet. En mand bøjer sig ned for at give kunstigt åndedræt, der anes væmmelse i hans ansigt. Jeg er gift med ham, siger jeg, Jeg gør det, puster liv. Der råbes, gode råd og anvisninger flyver i luften alt imens vi arbejder og arbejder. Han skal leve, det SKAL lykkes. Maven begynder at gå op og ned, tror jeg. Det ser sådan ud, nej det går i stå. Der råbes igen, der er forvirring, hjertestarteren er ankommet. Man læser brugsanvisningen, skændes om hvordan det skal gøres. Hænder sætter starteren på, der råbes "træd tilbage". Den livløse krop giver et hop og endnu et. Ansigtet får farve, han misser med øjnene, åbner dem helt og sætter sig op.
"Hvad fanden har I gjort ved mit tøj" råber han og vil rejse sig. Vi lægger os over ham for at holde ham nede. Han har uanede kræfter og vi kan ikke holde ham. Han kommer op at sidde på en bænk, tøjet bliver bragt i orden, han får ilt. Han vil hjem, gå hjem gennem skoven, han fejler ikke noget, han har det godt.
Vi følger ham op til arrangørernes pavillion, sætter ham i en havestol. Her vil han sunde sig lidt fordi han føler sig også ør og meget træt.
Falck ankommer, overtager, overtaler på professionel vis. Imens klapper hænder mig, arme lægges om mig. Hvordan har du det? Han spændes fast på en båre, kommer bag i ambulancen med redderne. Jeg placeres foran hos chaufføren. Et ansigt kigger ind ad det åbne vindue. Hvordan har du det? Jeg har det slet ikke, svarer jeg.
Da ambulancen bakker ud , Elvis igen på scenen, børn løber rundt og de fulde er tilbage på deres pladser. Ovre på vores bord, står de to fadøl!