Øh, det går pludselig op for mig, at det om en uge er et helt år siden fyr og jeg var sammen første gang.

Det foregik ved at jeg fortalte en ven om, at jeg havde kysset en pige i Berlin, og fyr lyttede med, mens vennen konkluderede at vi 'spillede på samme banehalvdel'. Hvorefter min ven gik, og fyr trak mig udenfor og sagde at han var stjerne ligeglad med hvad jeg var til, men at han havde lyst til at knalde mig, alt imens han smilede ubekymret til mig. Og så kyssede han mig, og det ret dejligt, og så skyndte jeg mig hjem og kontaktede ham en måned senere og spurgte om han stadig havde lyst til at 'se' mig.

Ret voldsom ytring fra hans side dengang. Tænk at man vinder på den slags kommentarer? Idag sidder jeg og tænker, at det er sjovt, fordi jeg jo altid synes han er så blød og slap i det, men i virkeligheden er han utroligt sej. Han er aldrig bange for at sige, hvad han har lyst til. Aldrig mere bange for et nej, end at han hellere vil tage chancen.

Nå... Hvordan det her end ender, så skal han aldrig gøres mindre end han er. Min irritation går på slow-mode, og manglende evne til at klare sig selv på en eller anden måde. Som person er han dejlig.