Så blev afdelingarrangementet vel overstået og det var faktisk meget skægt. Så jeg skal ikke altid være en sortseer. Ok, synes jeg heller ikke helt jeg var, men lidt sortseeri (nyt ord?) havde nu sneget sig ind på forhånd. Men det skyldes jo tanken om at jeg kunne komme til at sidde sammen med de 2-3 personer, jeg ikke kan klare. Jeg ved at man altid skal forsøge at se det positive i folk, men nej. Jeg får krampe i fødderne, af at have krøllet tæerne så meget sammen. Og det sker i samme øjeblik, de åbner munden.

Også en streg i regningen at min lille "øjenkontakt-der-giver-sommerfugle-i-maven" måtte melde afbud.

Men skægt blev det, og hyggeligt var det.