Vi kommer maaske aldrig til at se hinanden mere...maaske om 2-3aar.....maaske aldrig. Uha, det havde jeg ikke taenkt paa. "Hjerter smadres uden ansvar" havde Spacemermaid engang skrevet. Gud hvor er det bare saa rigtigt. Totalt smadret i stumper of stykker...og alligevel proevede jeg at lime det sammen. Kaempe idiot. Laeg det paa hylden Katy og kom videre. Tag skeen i den anden haand og loeb....loeb alt hvad du kan.


Alting kan virke perfekt i ens liv og alligevel er man ikke lykkelig...et horn i siden. Den stikker og stikker og bore et hul...et hul jeg ikke kan faa fjernet. Argh...hvor mange gange skal hjernen sige til hjertet. "Tumpe, du holder mig tilbage. Kom videre".

Til trods for alt andet, saa sker der nogle gode ting paa arbejdspladsen. Jeg kan se lyset for enden af tunnelen. Jeg begynder saa langsomt at svoemme op til overfladen og traekke vejret. Tilfreds. Har noget at glaede mig til...fejre. En ting af gangen mantraen virker....nu haaber jeg bare af hele mit smadrede hjerte, at alt andet ogsaa falder paa plads igen.

Nogle gange har man intet andet tilbage end at tro paa, at der er en deropppe, som foelger med. Jeg tror paa det. Tror virkelig paa det..... Tro, Håb & Kaerlighed!