Har lige brugt fire timer på en opgave. Jeg kunne ikke finde ud af den - men jeg nægtede pure at give op. Jeg tror det endte med at jeg løste den - ca. en halv A4 blok senere.

Burde ikke have givet så meget gas til badmintontræning i går. Men lige pludselig slog det klik, det kørte bare. Min elev var god, jeg slog ham stort, og mine bolde fandt så småt linierne igen. Det kørte. Mit benarbejde var nogenlunde, min teknik ret god og jeg indså lige pludselig at jeg stadig kunne huske at læse modstanderens spil. Fejlene kom i perioder, men pyt med det, jeg vandt. Selvtillidsboost.

Men det var også tiltrængt, ovenpå en dumpet eksamen. Og to test, med hhv 45 og 30 pct korrekt svaret. Halvdelen af opgaver kunne jeg ikke forstå, så piller man dem ud, kunne jeg vel bilde mig selv ind, at det var nogenlunde ok. Men indeni er jeg hidsig. Jeg hader - intenst hader - at være dårlig til noget.

Jeg skal ind til Nus senere, og lære ham lidt om pli og almindelig god opførsel. Der er noget man finder sig i, og så er der andre tilfælde, hvor der sandsynligvis ruller hoveder. Indirekte at kalde mig en luder foran mine venner, er ikke ok. Uanset om jeg så kender ham nok så godt eller ej. Det kaldes situationsfornemmelse, og det mangler vist i høj grad.

Jeg er så rasende, at dampen står ud af ørene på mig, havde mit liv været en tegnefilm. Men mit liv er ikke en tegnefilm.
For jeg fryser stadig fingrene, når jeg glemmer handskerne, og tager ud på cykel.