Jeg har gang i tre liv samtidig. Hvor jeg boede, i Sønderjylland. Hvor jeg boede, hjemme hos mine forældre og i nærheden af den øvrige familie, og så Kbh.

Alle hiver og trækker, det er rart, men samtidig temmelig svært at få alting til at gå op i en højere enhed, og samtidig få tid til at slappe af..

Bedste Ven er på vej hjem fra Tyskland nu. De overnatter i Lübeck, så vidt jeg kunne forstå..

Gav min mor blomster da jeg kom hjem - sammen med min søster, og skrev et smukt kort til.. Hun blev rørt.. Jeg tror det var godt.. Far er vist lidt ustabil så vidt jeg kan forstå. Han vil ikke opereres fordi han mener at have opsnappet, at der er flere fyringer på vej i firmaet. Pjat mener mor og mig, for de er de færreste andre der laver lige så meget som han.. Og de har travlt - han plejer aldrig at brokke sig, men pt synes han er der er så meget at det nær er uoverskueligt.

Nus kom hjem til mig tirsdag aften. Til mad, filmhygge og snak. Super hyggeligt. Fandt de fine glas frem, og vi drak vin til maden. Noget jeg ellers aldrig gør, men den tirsdag skulle det til. Han blev og sov. Jeg har snart sovet så meget med ham, at jeg ved hvordan han sover. Den nat var meget urolig, og da han vågnede næste morgen, lignede han da også hvidkål i hovedet.. Lod ham sove mens jeg gik i bad, pakkede kuffert og ryddede op.. Da klokken var lidt i tolv og vi tog afsted, lignede han stadig lort, og havde meldt fra til arbejde pga feber.. Han mente han skulle hjem og stene film, jeg mente han skulle tage og få sovet ud..

Lige inden vi tog afsted hjemme fra mig, da jeg prøvede at danne mig det forkromede overblik, og få en ide om hvorvidt jeg havde glemt meget eller lidt - kiggede han på mig henne fra hans plads under dynen og sagde: "hej"
"Hej", sagde jeg tilbage igen
"Du er dejlig", kom det efter..
Og det er så rundt regnet lige her jeg går i stå.. Jeg kan ikke rigtig få mig selv til at svare på det, for så begynder jeg at føle for meget.. Det er bare sjov og fis og ballade og han er en lurendrejer der får alt hvad han peger på - så hvis han leger sin lurendrejerleg med mig - nægter jeg at lukke ham helt ind, så han kan såre mig også..

Men det er da sødt, at han har det sådan.. Hvis man kan blive behersket rørt over det, så er det sådan jeg har det.. Omend det lige pt føles som om at det er mig det tager røven på ham.. Kan ikke finde ud af, om jeg burde snakke med ham om det - hvis jeg gør det.. Tja.. Jeg kan ikke helt se pointen, regne ud hvilket problem det skulle løse, udover problemet med min egen samvittighed.. Som lige pt er noget fis..

Det eneste farlige ved Nus lige pt er, at jeg er ved at kende ham så godt, at jeg er begyndt at tro på hans komplimenter og roser.. Hvilket jo altid er rart at få.. Det varmer!!