Jeg hulkede i drømme, lå og stortudede...
Jeg ved, hvad jeg drømte.... jeg drømte at J havde fundet sammen med en anden pige, og at det var en af min søsters veninder.

Jeg tror, jeg råbte noget i stil med. 'Jeg er ligeglad med jer alle sammen'. Jeg rev i hår, jeg puttede mad i munden og spyttede det ud over alle de tilstedeværende. Spulede, vrængede, var så opfyldt at foragt og fortvivlelse, at slet ikke kunne kunne styre mig, og det kom til udtryk fysisk i min søvn. Jeg hulkede og var verdens mest forladte. Og selv min søster, som ellers prøvede at trøste mig, var kumpan.


Og så vækkede fyr mig. Og jeg kunne ikke fortælle ham, hvad jeg havde drømt. Han aede mig på kinden: S? S!...kaldte mit navn. Han er så fantastisk ved mig. Afventende.

Jeg lå og tænkte, at det jo er sindsygt. Der er gået halvandet år. De mennesker, der snakker om psykolog har nok alligevel har ret. Jeg sidder fast i et savn og en sorg. Og jeg er utilgivende arrig og indestængt. Udenpå lever jeg et andet liv, men indeni er der noget, der sidder fast. Min gamle børnehaveveninde siger det. Du er ikke rigtigt glad.