At blive vækket med beskeden om et dødsfald er ikke rart. Først tænkte jeg det var et trafikuheld for han var så tit kørt galt, men altid sluppet fra det uden større skrammer. Efterfølgende fik jeg at vide det var en overdosis. En overdosis. Jeg troede han var færdig med det skidt for år tilbage. Troede han ville falde til ro. Tage sig lidt af sin søn. Han så sjældent sin søn, og kendte ham knap nok. Og nu er det for sent. Nu har en lille dreng på 6-7 år mistet sin far. En far han aldrig nåede at lære at kende. Og en dag må hans mor fortælle ham at hans far døde af en overdosis. At han var død da ambulancen nåede frem. Men det kunne være gået anderledes. Hans ven kunne have reddet hans liv. Hvis han bare havde ringet med det samme og ikke ventet fire timer. Hvordan kan man tøve med at redde en andens liv? Han havde selv valgt at tage stofferne, men han havde ikke valgt det skulle slå ham ihjel. Det er selvfølgelig en risiko der altid er der, men alligevel. Han fortjente ikke at dø. Han har lavet mange dumme ting, men han fortjente ikke at dø. Ingen fortjener at dø. Slet ikke når deres liv kunne være reddet. Hvis han bare havde ringet med det samme. Hvis han bare havde... Så havde en lille dreng ikke mistet sin far. Så havde en mor ikke mistet sin søn. Så havde vi ikke mistet en ven. Så havde en ung mand ikke mistet sin fremtid.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.