Det er mildest talt et stykke musik, der er spillet så mange gange og i så lang tid i mit snart 60 årige liv, så man siger "Åh nej, nu igen", mente jeg indtil i lørdags.
En tur i Tivoli, kærlig mand, en varm aften, Salvatore i årerne, Tivolis Big Band i fuld udblæsning og den indre dansemus vågnede og kunne bare ikke holdes i ro til Glen Millers evergeen.
Musen dansede sig glad til American Patrol, Putting on the Ritz og meget mere. Glemt var global opvarmning, økonomisk krise, EU domstole, benzinpriser og andet ondt.
Så er det heldigt at melodien er fortærsket, jeg kan spille den i mit indre øre og få dansemusen til at drømme - drømme om en glæde, hvor kroppen synger med til rytmer og toner.
Det vil jeg tage frem, når det er grumt og grimt!