Det er mere end en måned siden at jeg sidst skrev i dagbogen, og det er fordi der både indeværer en krise og fordi jeg er i tvivl om hvad skal skal besvære mine dagbogslæsere med.

Krisen har samme fundament som da jeg sidst skrev. I sidste uge var jeg parat til at pakke alle mine sager og tage hjem, så kom weekenden med et dejligt samvær med hustruen og datteren herovre på skolen, hvorefter humøret steg og modet tog ved igen. Mandag eftermiddag røg jeg ned under gulvbrædderne, tirsdagen ligeså, onsdag formiddag og eftermiddag gik nogenlunde og fra torsdag eftermiddag til langt ud på aftenen sov jeg fra alle pligter, måltider og aftaler.

Nu er det torsdag formiddag, jeg har haft fri til formiddag og går til psykologiundervisning om en halv time. Humøret befinder sig i en mellemzone.

Min vægt kører op og ned - indenfor 3-4 kilo, og det er meget meget utilfredsstillende, idet vægttabet jo skulle være primus motor for mit velbefindende. Min læge har visiteret mig til nye undersøgelser for hjerte, mave, lever og lunger, og en yderst kompetent kostvejleder herovre har taget mig under sine smukke vinger og omlagt mit program for kost og motion.

Det er en fallit at skulle tage herfra i utide, det er en fallit ikke at have tabt sig noget videre, det er en fallit at min krop og mit sind ikke jubler. Jeg er med andre ord en fallit - og det er jo ikke det bedste udgangspunkt. Utallige værner om mig og støtter mig med kærlighed, og det gør min reaktion pinlig.

I kan godt se at det mørke har trukket sig sammen omkring mig ikke. .... Nå, jeg er da nogenlunde levende og kan da også skrive disse linier igennem et par duggede briller med næsen tæt på skærmen.

Gid jeg ku' trylle lampeånden frem og få ét ønske opfyldt.