Det her er vanvittigt. Jeg har endnu en gang drevet mig selv derud, hvor natten fyldes af ... følelser ... vanvittig savn, længsel ...

Hvorfor dog, når jeg havde det så godt i min boble?

I lang tid har jeg nydt, intet at føle ud over det overfladiske. Lidt latter, lidt vrede og harme, lidt hjertebanken om nødvendigt.

Men i stedet for blot at flyde videre, er jeg begyndt at svømme nu. Ikke af frygt for at drukne. Men fordi jeg ikke kan lade være.

Og det bedste ville være at flyde. Når jeg bare flyder af sted med blikket mod himlen, tænker jeg ikke på alle de ting, det er bedst ikke at tænke på ... Så føler jeg ikke mere, end jeg kan rumme.

Hvorfor kan jeg aldrig bare blive der, hvor jeg har det godt?

Hvorfor skal jeg tage så mange chancer, at det til sidst piner mig og overvælder mig?

Jeg vil ikke mere. Jeg vil bare have ro igen ...

Ikke flere tåre. Ikke mere savn. Det er sådan, det må være ...