Pga. noget så spændende som en godt varm, og salt tomatsuppe.

Åh, tænkt at der ikke skal mere til at få mit blod i kog. hvor morsomt. Troede ellers jeg var sådan et stilfærdigt og tålmodigt væsen. Men jeg skal love for, at der nu kom vind i alle sejl. Som et helt raserianfald: Høj puls, sved på panden, og hamrende hjerte.... Puha.

Udenpå tror jeg dog ikke jeg ligner en ophidset hystade - bare en slatten klud. Og jeg er heller ikke sikker på, at der ville være tryk på stemmen, hvis det skulle komme an på en prøve.

Må hellere sove lidt mere... det er ellers så dejligt vejr. Æv. Det er ikke fedt at være syg, det er det altså ikke.

... og, så savner man en, der vil kysse en på panden og være lidt nænsom, men sig det ikke til nogen. Det er jo bare et dejligt barnligt minde, i virkeligheden.