Ja, altså, det gik jo således, og går endnu, at jeg ryger mellem 1 og 3 smøger om dagen, det er træls, men på den anden side, hvorfor pine sig selv? Jeg er gået fra 20 til højst 3 om dagen, så jeg er i grunden godt tilfreds. Og når jeg så bliver klar til det, smider jeg resten.
Og når jeg så sidder nu, og har det skidt og dårligt pga. bronkitis, glæder jeg mig over, at jeg ikke har rygetrangen. For selv om det føles som den visse død, når jeg rigtig hoster, og det føles som om, mine lunger er på vej op, var jeg før i tiden min egen værste fjende: Jeg forsøgte altid at ryge! Hvor dum kan man være?
Jeg ønsker end ikke for min værste fjende at få rigtig bronkitis. Det er sådan et smertehelvede, jeg føler virkelig jeg er tæt på at dø hver gang. Og når jeg kan mærke, at nu er det på vej, får jeg sådan en negativ følelse, jeg kan næsten begynde at græde over det, bare fordi jeg ved, hvilke pinsler jeg går i møde.
Og alligevel røg jeg! Jeg røg måske kun et par stykker om dagen, men det var jo alligevel nok til at forværre min tilstand! Bare det at være i et lokale, hvor der blev røget, kunne fremkalde hosteanfald.
Når jeg kigger tilbage, kan jeg bonge mig oven i hovedet til bevidstløshed, og ville i grunden ønske, der var en der havde gjort det den gang.
Til jer der læser dette, og som enten ryger eller lider af bronkitis eller lign., lad værfe med at gøre samme fejl som mig. Plej jer selv, skån jers lunger!
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.