Prøvede forgæves at kontakte min far flere gange lørdag, og igen søndag. Begyndte at forestille mig alverdens ulykker, og ikke mindst forsaget af påhænget. Har ikke noget som ligner tiltro / tillid til dette kvindemenneske.
Kørte en tur ned over grænsen sammen med manden og teenageren i går. Prøvede at ringe til min far flere gange, og endelig på vej hjemad blev telefonen taget – af påhænget. Jamen jeg skulle lige vide at de havde det bare såååå godt sammen, og så var hun for resten flyttet ind – HVA !
Så typisk hovedrystende min far. Han fatter ikke en dyt, og er ikke blevet klogere af tidligere skade. Ville - hvis det havde været en hvilken anden kvindemenneske, være glad på hans vegne. Ugh altså…

Kørte en time hjem før normalt lørdag nat. Havde ondt og kunne ikke sidde mere. Ville have været ud efter tysklands turen i går, men faldt fuldstændig ned i et hul. Bliver så forbandet træt af at sidde ved siden af, men kan ikke sove i bilen. Er nok for nysgerrig og vil have det hele med.

Det er ved at gå op for os at det er noget af en opgave vi har påtaget os mht. teenageren. Ikke negativ på nogen måde – tværtimod så tager vi det som en opgave som skal løftes. Ved ikke hvorfor vi ikke har set eller fået øjerne op for hans usikkerhed før. Han er så nervøs for om han kan gøre tingene godt nok, og for hvordan vi reagere. Viste godt at ex´en ofte reagere lettere hystisk, men ikke i den grad at det havde påvirket drengen sådan. Vi er meget beviste om at give drengen positive oplevelser, som kan styrke hans selvtillid. Det har han virkelig brug for. Har pålagt ham ansvar for at male hans ” nye ” værelse, og det har han gjort til ug plus.

Skal snart til fys. Det er ikke lysten som driver værket, men det skal jo til.