Min mobil ringede kl. 23.00. Det var André. Jeg har sagt til ham, at han er til enhver tid vigtigere end mit arbejde, og at han ikke skal tøve med at ringe til mig. Hvis han føler at han har brug for mig, så kommer jeg hjem. Sådan er det bare.
Claus var gået i seng. Normalt er det heller ikke ham han går først til, selv om han godt ved at han også vil gøre alt hvad der står i hans magt for at hjælpe. Han fortalte at stemmerne var slemme, og at han ville tage en af pillerne fra skadestuen. Heldigvis for engangsskyld, så holdt jeg ved en adr. ikke så langt væk, og skulle til at trykke forgæves. Jeg sagde at han lige skulle vente, så kom jeg hjem.
Foreslog at vi gik en tur med hunden inden han tog pillen. Redede en kollega fra at måtte trykke forgæves, og vores naboens efterhånden tillakkede gæster en taxa. Det er ikke sådan at bo på en hjørnegrund, og have to ind/udgange. Gik en lille skovtur, selv om det var mørkt. Tror at hunden var den mest beklemte af os tre. Vel hjemme igen tog André sin pille, og redte op på min madras i stuen. Jeg lagde mig på sofaen og så tv, imens jeg kunne høre hvordan han langsom blev overmandet af søvnen.

Vi aftalte at stå tidlig op i morgen. Alt er relativ når man sover til 10 -11 tiden efter en lang nat. Håber at vejret tillader at vi kan komme ud og være lidt aktive i haven. Kan altid snuppe en lille lur inden jeg skal på arbejde.

Må hellere skrive en besked til Claus og forklare situationen. Han skal op om mindre en time, og vil nok undre sig over at jeg ligger ved siden af.