Det er åndsvagt at sidde og græde over noget man ikke kan ændre på, på den måde. Men jeg kan ikke lade være. Jeg føler mig så fejlslagen. Som et menneske blandt guder. Så lille og så forkert. Enormt uønsket og ubrugelig.
Hvis jeg ikke engang kan finde ud af at møde op til en eksamen, hvordan skal jeg så nogen sinde kunne klare et job, at være noget for samfundet?
Jeg prøver at fortælle mig selv at det er manglen på søvn der gør det, mobningen og... det er bare undskyldninger er det ikke?
Jeg hader at græde, jeg bliver så grim af det. Eller bare grimmere.