når jeg tænker på hvordan verdenen er i dag. Jeg får kvalme og bliver angst for at gå ud af min dør, når jeg hører om død og lemlæstelser og trusler hvor end jeg vender mig. Er det bare mig? er jeg bare sårbar her for tiden og suger alt til mig eller er andres filter også godt gennemhullet og slidt?
Jeg kan ikke bruge de såkaldte vise ord om at man skal tage een dag af gangen. hvem kan det? Carpe diem, jo tak, en smuk utopi, men realistisk...arghh, den hopper jeg ikke på. Det er sgu svært at gribe dagen. når alt omkring een indikerer, at tage den fra mig. Er verden blevet mere grusom eller er det bare mig? Min stædighed siger til mig at det ikke skal have indflydelse, men selvfølgelig har og skal det have indflydelse alt det pis der foregår rundt omkring os og vi er sgu ikke sikre herhjemme..ihvertfald ikke mere. Der er røre og bombetrusler i andedammen. Måske er jeg bare svag her for tiden eller ekstra følsom, men jeg kan altså ikke bare tænke på I DAG, når der (forhåbentlig) også er en dag i morgen.
Måske er jeg bange for døden, hvem kan ærligt sige at de ikke er? Men jeg synes efterhånden at døden er flyttet lidt tættere på og denne gang er den mere uforudsigelig og altoverskyggende end den plejer. Og nu kommer jeg med en påstand, men jeg tror ikke jeg er den eneste der føler sådan her for tiden.
Det bliver efterhånden mere og mere svært at se igennem al den smerte og tragedier her i verden, og sætte pris på de glæder der også er. Jeg er ikke sortseer og jeg håber også at denne angstfølelse fortager sig, men jeg føler mig ihvertfald forbandet sårbar og forsvarsløs.