Mit livs nedtur har lige taget sin begyndelse. Hvor er det paradoksalt. I går blev jeg frikendt for brystkræft klokken fire og klokken halvni meddeler min mand mig, at han vil skilles. Hvis ikke det er noget af en dag! Det er simpelthen så synd for mig, det er det virkelig. Planten blev ikke vandet nok, var beskeden. Der var kun venskab tilbage, og han kunne ikke trives i det (havde også godt mærket i løbet af ugerne op til, hvor jeg forgæves forsøgte at nå ind til ham).
Men altså det korte af det lange. Han er væk, og han virker meget afklaret. Så Ronja, du kan lige så godt komme igang med at blive afklaret også. Den proces startede jeg så op med at græde hele natten. Indimellem vækkede jeg også lige manden. Jeg synes ikke, det var rimeligt han lå der og sov, vel. Hvad ligner det, når min verden lige var sunket i grus, og det var ham, der havde kastet bomben. Mine tanker er et virvar, men i ren overlevelse er jeg allerede i gang med at planlægge økonomi, søge bolig og så videre. Måske jeg lige skulle line det gode og det dårlige op:

Det dårlige:
Jeg må af med en mand, jeg sådan set stadig elsker og havde troet, jeg skulle blive gammel med.

Når vi holder om hinanden ved jeg, at det er på lånt tid. Jeg vil bare klamre mig til ham og vil alligevel ikke, fordi det minder mig om, hvad jeg må sige farvel til.

Jeg stortuder, hver gang jeg skal fortælle det, og såmænd også meget af tiden indimellem. Jeg vil ikke føle den store klump af sorg i min mave. Jeg vil være stærk, jeg vil være glad, jeg vil videre.

Jeg har ingen penge at købe noget for og må bo til leje. Den slags er der ikke meget af her, så jeg er nervøs for,om jeg kan finde et sted at bo her i byen, for jeg VIL blive.

Vi må alle sige farvel til vores store dejlige hus, hvor ungerne frit kan rende rundt med deres bedste venner, der bor lige omkring.

Jeg kan ikke tilbyde mine børn en kernefamilie, og så har jeg ikke engang selv valgt det (selvom min mand selvfølgelig gerne vil understrege, at jeg har et medansvar. Han har ret, men det er dog ham, der kaster håndklædet i ringen)

GODT:

Jeg tror, vi kan forblive gode venner

Jeg tror, min mand vil være en god far for sine børn, når han har dem.

Jeg er glad for, at han frivilligt lod mig få dem overvejende, så vi kan blive boende her i byen (det ønsker han ikke)

Jeg er glad for at opdage, at venner og familie er der i nøden. Jeg skal have det ud og har allerede været hos genboen, der er på barsel, og så har jeg snakket med min gode veninde Trine og skal ind til hende med ungerne i weekenden. Det er næsten allerede et lyspunkt. (Jeg har ikke glemt dig, Søs, kan bare ikke få fat i dig lige nu)

Jeg er glad for, at min selvtillid lader til at være relativt intakt . Jeg føler mig ikke vraget og føler mig som en attraktiv kvinde. Måske kan jeg godt se, at vores forhold var blevet lidt kedeligt, men jeg ville gerne have arbejdet med det. Min mand siger, vi har forsøgt. Jeg siger, vi kunne forsøge en hel del mere. Vi har ikke været gode nok til at tale sammen.

Jeg er glad for, at jeg inderst inde ved, at solen skinner bag skyerne, og at jeg vil få den at se igen.