Angsten

I min krop, var det virkeligt?
Ingen at tale med – alene –
Med håbet, frygten og tankerne.
I min hånd stod de nøgne facts
I tørre maskinskrevne vendinger.
Jeg fik et chok.
Hvorfor lige mig?
Skal jeg snart dø?

I min krop, var det virkeligt?
Uvisheden og angsten voksede.
Jeg fik behov for at tale, men
Angsten voksede, så jeg var ved
At sprænges.
Jeg frygtede reaktionen,
Kun de allernærmeste vidste besked.
Jeg var bange: Ville de isolere mig?
Eller bare flygte?

I min krop, var det virkeligt?
Nej! Luk ikke øjnene.
Hold dem åbne og se direkte.
Se direkte på de ensomme og fortvivlede,
Som bærer det angste og forpinte
Ansigt, mens ordene skriger:

”Det går da godt”.

I min krop, var det virkeligt?
Ja! Det var det.
Selvom angsten var der, var
Jeg stærk, stærk som aldrig før.
Jeg indså at livet var smukt,
Smukkere end nogensinde før.
Jeg erkendte mine meninger
Og følelser, skjulte intet.
Jeg ville gøre fremtiden smuk.
Jeg var stærk!