I dag er det 2 år siden min farmor døde. Det er mærkeligt for mens det føles som det var i går, har jeg det samtidig som om hun har været væk rigtig længe.

Jeg kan ikke lade være med at ønske at hun havde nået at følge vores liv lidt længere. Hun nåede ikke at se mig blive student, se M blive student, opleve os begge komme ind på lige præcis de studier vi havde ønsket, se min T blive konfirmeret, mine forældres kobberbryllup...mit bryllup, mine børn og så videre derudaf.

Det var vist ikke lang tid efter hendes død at jeg besluttede mig for ikke at være overtroisk. Derfor betyder fredag den 13. ikke noget for mig på andre måder. I det hele taget blev jeg i tiden efter meget mere opmærksom på min tro. Noget som stadig er en del af mit liv, og som jeg kun er glad for.

Væk triste tanker.

-Berta