So this is goodbye - is it time to set you free...

Sidder her på job og er syg og træt. Havde min bedste veninde i telfonen ved midnat, hvor jeg endelig var faldet i søvn. Hun græd. Nu er det slut, hendes far har sagt nej til yderligere behandling. Hvor lang tid går der? spurgte jeg. Nogle dage, sagde hun.

Følte mig så magtesløs, spurgte, om jeg skulle komme ud til hende. Ville næsten have ønsket, at hun havde sagt ja. I stedet sagde vi farvel og jeg græd ud i S's arme.

Jeg ved ikke, om jeg græder, fordi han skal dø. De har fået så mange gode år - og nu har han det bare dårligt. Det er bedst for alle, at de kommer videre. At sorgen kan gøre sit indtog. Jeg tror, jeg græder, fordi jeg kan føle hendes smerte og fortvivlelse. Fordi det er uretfærdigt, at et så dejligt menneske skal dø - og at hele den lille familie skal igennem så stort et tab.

Hun spurgte, om jeg ville se ham. Jeg forstod ikke helt spørgsmålet, troede, hun spurgte, om jeg havde set ham. Svarede nej. Hun sagde, at det nok også var bedst at huske ham som rask - eller i det mindste raskere. Jeg ved ikke, hvad der er bedst. Han er jo stadig den samme, selvom han ligger i sengen og er ved at dø af underernæring, fordi hans krop har sagt fra.

Døden kommer aldrig på et godt tidspunkt, især når den er så nådesløs som nu. Hun ved, at mine arme er åbne, jeg håber, at hun vil gemme sig i dem. At hun vil græde hos mig. Jeg vil lytte til hende og være der. Har allerede sagt, at jeg gerne vil tage med hende tilbage til London og hjælpe hende med at pakke alt ned, før hun flytter hjem. Hun skal ikke være alene, hvis han dør.