Jeg siger bare, at det er okay. Og kan høre i baggrunden, at der er gang i den - og han siger, at festen langt fra er slut, men at han gerne vil sove hos mig. Jeg siger, at jeg skriver, når jeg er hjemme. Og så siger vi farvel. Og jeg græder endnu mere.

En hel tur hjem fra festen, hvor jeg har grædt. Endnu en dag. Jeg er så træt af U - og jeg kan ligeså godt indrømme, at det er hans skyld, at jeg stopper på jobbet nu. Jeg kan ikke hans facon, hans måde at gå imod mig. Og det er så småt det hele. Sådan noget som at ville lave forret i dag, hvor jeg skulle lave maden, sådan noget som at blive lille og barnlig, når vi spiller - og han er ved at tabe til mig. "Du må ikke lægge sedlen fra dig, før de har gættet det"... Og jeg stirrer bare på ham og tænker, at han skal blive voksen, selvom han er ti år ældre end mig... og alligevel er det mig, der går, og mig, der græder. Og jeg bander ham langt væk og har lyst til at melde mig syg og ikke dukke op mere.

Og det eneste, S kan sige, er, at han er til fest. At den ikke er slut endnu. Men han hører heller ikke råbet om hjælp, fordi jeg græder indeni, når vi snakker. Hvorfor skulle jeg dog vise ham min svaghed?

Vil gå i seng nu, men først skrive til ham, at jeg gerne vil sove igennem, så nej - han skal ikke komme i nat.

Hold kæft, hvor er jeg en latterlig kæreste!