Sidder i min seng - eller det vil sige på min sovesofa. Jeg kan ikke mere. Der er noget galt, men jeg har bare ingen anelse om, hvad det er. Jeg kan ikke engang græde, har ellers prøvet. Måske det er min krop, der reagerer på pludselig at slippe stressen?

S skrev, at jeg bare kunne komme hjem til ham og sove - eller han kunne komme over til mig. Jeg tog bare hjem efter middagen, så skrev han igen, den var lidt over midnat. Skrev, at han var på vej i seng. Jeg svarede, at jeg ville samle nogle skuffer i køkkenet, så han måtte sove godt. Han ringede. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Samlede et par hylder, da vi havde sagt farvel. Skrev og spurgte, om han stadig var vågen, han svarede. Tyve i et. Gik i bad. Stadig denne forbandede tomhed. Jeg endte med at skrive til ham og undskylde. Sad der med rent tøj og nytørret hår, kunne ikke komme ud af døren, han skal også op og møde på arbejde i morgen. Det er bedre, jeg ikke vækker ham.

Jeg tror, jeg er bange for hele den store verden, der venter uden for mine vinduer. Jeg er angst for, at jeg ikke kan klare mig.