Det lykkedes mig at få min mor til at køre midt i aftensmaden.
Men hvilken mor ville ikke straks rykke ud, når hun hører sin datter tudbrøle i telefonen, at hun ikke kan komme af med sin frustration?
Bare det at jeg vidste at nu kom mor, faldt jeg nogenlunde til ro. Kastede mig over tastaturet, da en af mine msn-venner dukkede op. Har aldrig mødt ham, aldrig talt med ham og alligevel var det den bedste hjælp jeg kunne få, at fortælle det hele til ham. Han var til gengæld også nærmest på vej ud i bilen for at komme og trøste mig.. Man skulle måske have brugt sin tid på ham i stedet... Hvorfor er det ikke de reelle fyre man falder for?
Jeg begyndte at tude i samme øjeblik min mor tog afsted igen..
Bør egentlig ligge i min seng nu, men det er svært at falde i søvn, når man har så mange ubesvarede spørgsmål..
Hvor er jeg dog frygtelig træt af det hele...