I går fik jeg brev fra kommunen, og jeg tænkte, åh nej nu skal jeg udfylde en opgørsels seddel igen, men nej det var det ikke. Jeg har langt om længe fået svar, på en ansøgning om at få ordnet mine tænder, de ligner jo et eller andet, jeg ved ikke hvad. Det blev jeg glad for. Jeg har ventet i så lang tid, og jeg troede, at det ikke kom igennem. Jeg skal selv betale 3000, men det er ingen ting, i forhold til hvad det ellers koster, så det er jeg kanon glad for.
Jeg havde ellers håbet på, at jeg havde fået brev fra kommunen, men det må vente, for min skyld, så gør det heller ikke noget. Men på den anden side, så vil helst have det overstået, også håbe på, at jeg ikke skal indlægges i en evighed. Det ved jeg ikke rigtig noget om.
Jeg har fri i morgen her nede fra, det er dejligt nok, så kan jeg også komme op til min mand i god tid, jeg glæder mig til at se ham. Jeg aner ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham. Jeg tror ikke, at han er klar over, hvor meget han betyder for mig. Det gør i og for sig heller ikke noget, bare han er, som han er, og jeg er som, jeg er. Der er mange ting, som vi skal snakke om på et tidspunkt, men det er ikke noget, som der skal taget hul på lige i den nærmeste fremtid.