Så skete det sørme. Nu er vi kærester, sådan helt officielt. Og vi kan holde i hånd offentligt (det var det første, han sagde) - og sende kærestebreve til hinanden.

Det er en fantastisk tid, jeg går i møde nu. Det ved jeg. Men der er også alle de svære ting, der ligepludselig skal til at dukke op. Hvordan håndterer man, at han tilbringer hele aftenen hos sin ekskone med at se på billeder? Man siger, at det er helt okay - og at han må sove godt, når han kommer hjem. Han siger, at han også snart vil tage hjem. Man siger, at det er der da ingen grund til (selvom man måske nok synes, at det er ved at blive lidt sent...). Og så lægger man sig til at sove, mens det gør en anelse ondt indeni, fordi man så absolut ikke forstår denne væren-venner-med-eksen. Især ikke, når det var hende, der skred.

Og så er der alt det med at være tæt. Jeg er lidt overrasket over, hvor nemt jeg har ved at være nøgen sammen med ham. Måske det handler om hans konstante komplimenter. Måske bare om, at jeg er kommet så meget videre siden opkastningerne og den konstante angst for ikke at være god nok.

Men altså... nu er vi kærester. Jeg kan godt lide det ord.