Det har været befriende, men nu er jeg træt. Alle disse dage uden bekymringer, fest til tidlig morgen, en masse sprut og alkohol, en del kyssen, øjne at vågne op til. Nåede endda at spille kæreste med en fyr i går, fordi vi skulle narre hans søster. Og i forgårs vågnede jeg til en, jeg ikke engang vidste, hvad hed. Og ugen forinden var det noget med et punkband i min lejlighed klokken syv om morgenen til Twister og Jägermeister.

Teenage-revival. Og et eller andet i mig pointerer, at jeg aldrig helt har været teenager, fordi jeg altid har taget det hele så tungt og tænkt så meget.

Og her står jeg nu og har haft nogle fabelagtige uger. Og jeg fik jobbet. Begynder i næste uge. Så er det tid til at blive voksen igen. Måske endnu en grund til denne higen mod det ubekymrede. Om ikke andet har det givet mig troen tilbage på noget af det vigtigste, nemlig kærligheden (de helt store klicheer er på plads her). Det hele har været så alvorligt for mig. Angsten for at stå alene til sidst, når alle har fundet en at holde af - og ikke mere har brug for mig i helt samme grad, som de tidligere havde. Men nu tror jeg på det igen. Ro på.

Vil få sovet min tornerosesøvn og vågne til virkeligheden i morgen. Og så kan det blive et minde, for det var fedt. Men i morgen må jeg finde alvoren frem igen. Det bliver jeg nødt til.