Kære dagbog

Det er ikke nemt at gå i seng i aften, hvor vi ikke har kunnet få kontakt med vores ældste datter, siden en foruroligende sms sent i går aftes, som hendes far først fik svaret på i formiddag.
Og i dag har vi ikke kunnet få kontakt med hende på nogen måde.
Men det er et spil hun undertiden kører med os - at gøre os urolige og bekymrede, så vi er enige om at afvente til i morgen tidlig inden vi foretager os mere.
Men det er ikke rart og jeg sover garanteret ikke i nat.

Men engang imellem er jeg nødt til at sige fra, når ansvaret for hendes liv, burde ligge hos hende selv og hendes læger og ikke udelukkende hos hendes familie. Hun er trods alt 28 år.

Vi har tre andre børn, der også har brug for omsorg og opmærksomhed og lige nu behøver de ikke flere omvæltninger i deres tilværelse, end der er sket.

Men hvor gør det ondt!!
Et brækket ben ved man hvad er, men en usynlig lidelse er langt sværere at forholde sig til.