Jeg må gøre noget... men hvad?

Jeg sidder fast - er gået i stå. Jeg må gøre noget. Fastholdt i en selvforstærkende cyklus der på én gang forhindrer mig i at komme videre og i at se hvad jeg gør galt.

Jeg svælges af ensomhed, jeg svælger i selvmedlidenhed - hvem vil dog også have med mig at gøre, når jeg nu er så ensom - der må jo være en grund til at jeg er det. ''Hun er sikkert rigtig mærkelig''

Det gik lige så godt... jeg var begyndt at se lyst på tilværelse, få lidt mod på at få nye venner og i det hele taget at være sammen med mennesker.

BANG - der var en mur. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg havde regnet med? At det skulle være let - nu; det som aldrig har været let? Dyb usikkerhed præger mig - okay han synes jeg er sød, men hvad mener han med det? Hvad er det ved mig han synes er sødt, hvis jeg nu en dag ikke er sød - hva' så?

Og veninder - ja de hænger tilsyneladende heller ikke på træerne i min have. Jeg har masser af bekendte som har masser af veninder, men jeg har ikke fundet noget selv. Ikke noget skuldre jeg kan græde ved ikke nogen, som kan give mig et kram og sige - 'så så det går nok'.

Jeg føler mig trist og ensom - jeg har overvejet at anskaffe mig en hund, men jeg associerer det lidt for meget med gamle damer. Det er sådan noget ensomme gamle damer gøre, men måske var det ikke så tosset en ide?

Jeg ved det ikke, men jeg må gøre noget!