Øv, hvor gør det ondt. Du havde sagt, at nu var det slut. At det ville skabe rod, hvis vi sås. Og jeg respekterede det. Ikke flere beskeder mellem os, ikke flere ord eller berøringer.

Og så sidder man her en mandag aften, hvor man har fået lidt for meget rødvin. Og man mindes, men lader dig være i fred.

Og du bryder ind i min verden. Og du sønderriver den ved at bede mig om at deltage i din. Mind mig lige om det en anden dag, siger du.

Nej, det vil jeg ikke. En anden dag? Jamen, vi snakker jo for fanden ikke sammen mere? En anden dag... og du skriver, at du går i skole nu, men svarer ikke, når jeg spørger ind til det. Hvilken skole?! Og hvor er du. Og hvorfor de ord til mig. Kan ikke lade være med at gemme dig. Så nu kan jeg følge med, som du har fulgt mig lige siden, vi gik fra hinanden. Må vist hellere slette dig igen. Fungerer så godt uden. Eller gør jeg?!