Hey dagbog, idag tilhøre de tider som jeg ville kalde de tabte tider. Jeg ville ha udtrygt mig bedre, og havde mere på sinde, men fik ikke rigtig lejlighed til det. Jeg ser skygger af det onde bag det, muligvis ikke bevidst..men der strækkes i tråde fra fjender. Man vil knække mig fra alle sider, - men det vil aldrig lykkes! For de må forstå en ting, ord kan såre..men de vil aldrig nå mig til sokkeholderne..de vil altid være bunden for mig.

Jeg må huske på det gode...da kvinden kom til mig, og kun til mig! selv om der var mange omkring mig...og sagde på engelsk "Jesus er i live, og han elsker dig!" Man har altid sagt at man kunne se et lys i mig..at jeg skinner når jeg er glad..

Det føles som om at jeg skal ned på deres niveau..og sådan er det også! Man vil have at jeg blev mere sur...

Hvis jeg er speciel, ville det at dø med vilje, være en synd der ophævede det gode i mig. Hvis det findes, det ikke at vide precis gør, at man ikke kan fokusere fuldstændig.