Hey dagbog, jeg har gået og tænkt over, hvor jeg høre til i livet. Jeg et "alene menneske", som jo øjensynlig skal leve uden en anden halvdel. I kærlighedens undervis er ikke min gang, for nok har jeg brændende følelser man ingen sjæl at være tændt sammen med.

Jeg som en arbejder, - nej min krop kan ikke holde til det..og som underviser mangler jeg autoritet. Mangler troen på at jeg kan noget der.

Aller helst ville jeg være forfatter, men som digter får man jo alligevel ingen begejstede groupier, kun rødvinsdrikkende kulturgimper i klimakteriet!

Jeg er den tommeplads hvis det var der ikke sad nogen.