Efter fire måneder var hans første sætning: "Har du fået nyt ur - det er fedt". Jeg stod lidt lammet og svarede bare, at ja, det var nyt, og at jeg også var glad for det.

Og sætningerne fortsatte.

"Jeg er ellers flyttet ind lige ved siden af dig". Jeg svarede, at jeg så var ved at flytte.

"Har du mødt en fyr?". Jeg svarede, at ja, det havde jeg, men at jeg også havde endt det for en uge siden. "Hvorfor det?" spurgte han.

Og alle tankerne vældede ind over mig. Han kunne jo ikke være sammen mig, men ville så gerne. Han kunne kun møde op og elske med mig, have tandbørsten med og så gå næste morgen - og ikke se sig tilbage. Dengang blev han ved med at sige, at han ikke vidste, hvorfor han ikke kunne. Og jeg troede bare, at han tog pis på mig, at han var en nar, der bare ville have sex med mig. Men pludselig fandt jeg mig selv i hans sted. Hvor jeg så gerne ville, men bare ikke kunne.

"Ja, nogle gange tror jeg, at jeg forstår dig..." svarede jeg, da jeg med mobilen i hånden var på vej ud af døren... vendte mig om og så ham i øjnene og tilføjede: "desværre".