Det forvirrer mig egentlig lidt. At hun er så glad for ham, men bare - ud af det blå - siger til mig, at hun kyssede med en anden i sidste uge. At hun overvjede at forlade ham der i sidste uge. Og jeg stirrer nok lidt tomt tilbage.

Det er som om, at alle drømme stille og roligt braser. Jeg siger til hende, at så længe hun er glad. Og jeg kan ikke slutte sætningen, fordi jeg ikke tror på det ord, jeg siger.

Hvis jeg skulle råde hende, så ville jeg sige, at hun aldrig skulle slippe. Men vi kender jo hinanden - og selvom det gør ondt at være alene - og hvor ondt det gør, glemmer man altid, når man er to - så er der ingen af os, der vil nøjes.

Og alligevel siger mit forskruede sind mig, at det vi, jeg føler, ikke mere er et vi.

Vi har forskellige idealer - og måske er min verden kun en drøm. Jeg tror på lykken uden behov for at skulle kysse andre. Men jeg respekterer hende for hendes holdning. Og for hendes vilje, når hun nu ligger der i mørket ved hans side. Det må gøre ondt. Men det gør jo også ondt at være alene.