Jeg var så heldig at 'falde' over et lille hul her den anden dag - selvom jeg er lidt bred-røvet - så passede det s'gu perfekt til mig - så det er derfra jeg sidder og skriver nu.
Alt kører af helvede til for at sige det mildt. Og stressen arbejder sig som bunker af jord ned over mig. Konstante små bunker af grus, mudder og sten - klask! siger det. OG når det rammer mig - forvandles det mirakuløst til kviksand.
Min opgave ridder mig som en mare - eftersom vores økonomi stadig ligger langt nede under mig i mit mudderhul, har jeg ganske enkelt ikke mulighed for at komme ud og lave den research jeg har brug for, så jeg sidder her og skal skabe slotte ud af luftkasteller -jeg kan simpelthen ikke - og tager mig selv i hele tiden at skrive på alt muligt andet, end det jeg skal.
Jeg er så tæt på at kaste håndklædet i ringen - og bare sige rend mig! til alt!
Jeg føler mig stavnsbundet uden hverken mål eller med - eller noget som helst. Har siddet herude på Lars og hans venners mark så længe nu at der er groet mos på hele planten - og ingen ville lægge mærke til at det faktisk var et menneske der sidder i dette famøse hul.

Åhh jeg kunne skrige og banke løs på hvad som helst, hvis bare jeg kunne nå!
Langsom kvælning tror jeg man kalder det.
Jeg eskaperer ind i min bog jeg er i gang med - men med hvilket formål???

Min lille filosofiske snak, som udviklede sig til et venskab jeg aldrig vil give slip på (TAK :o) ), med en herinde fra Pennen, om drømme/ kontra illusioner - står ligenu så pisse klokke klart for mig .... er drømme nok??? det var jo min faste overbevisning .... eller er illusioner også en del af vores overlevelsesmekanisme???
Sejler jeg i min store naivitet rundt på en mega illusion? Bruger jeg den som respirator, ganske enkelt for at overleve?

Dag ud, dag ind, uge efter uge, måned efter måned - mine cigaretter, mit tastatur ... en masse hvide vægge - ... Træk vejret dybt TW og vis at du kan....du har været i meget dybere huller før.

SPARK konen i mudderhullet væk, lad hende beholde dine dæmoner og mistro, giv dem til hende ganske gratis - og lad dog for helvede Josefine få plads igen.