Sommetider kan jeg godt skrive eller sige noget jeg fortryder. Men sker vel, hvis man gerne vil være spontan? Der findes mennesker, der aldrig siger noget forkert - men siger de så nogensinde noget interessant.

Jeg kan godt finde på at sige noget der tilsyneladende støder folk. Det skyldes måske at jeg er ateist - og heller ikke tror på jordstråler, numerologi reinkarnation og auralæsning. Jeg har i det hele taget ikke høje tanker om overtro - og lægger heller ikke skjul på det.

At folk nogle gange kan blive stødt kan måske skyldes at de identificerer sig med det de tror på. Derved kan de tro at en kritik af deres ideer er det samme som en afvisning af dem som personer.

Hvis jeg selv skulle forveksle en afvisning af mine ideer med en afvisning af min person, ville jeg have det temmelig dårlig. Fx går jeg ind for at afvikle indkomstskatten til fordel for en skat på grundværdier. Det kan virkelige bringe andres urin i kog - og de hævder nærmest at mine ideer er galmandsværk. Det må jeg så leve med. Men så kan de jo heller ikke forlange at jeg skal være særlig fintfølende med hensyn til deres ideer.

Jeg kan da også komme til at sige og skrive noget der med god grund kan virke sårende. Her er jeg dog straks parat til at sige undskyld eller forklare mig nærmere. Men jeg vil ikke gå på listesko gennem tilværelsen