Hey dagbog, jeg faldt af min knallert idag. Det skete da jeg skulle hjem til mig selv, - det var glat og jeg røg af med god fart, - ned på asfalten med mit knæ forest. Fuck det gjorde ondt, og jeg skreg aaaav..men i det samme skrider min bevidst hed ind, der minder mig om hvem jeg er, og at smerten kun er en del af livet. Jeg sætter mig op på den igen, så hurtig jeg kan, med mit smertende knæ for at komme hjem.

Jeg har en vilje af jern, og jeg er ikke til at bringe ud af fatningen i lang tid..som da jeg blev bidt i armen som barn af min mormors gravhund..den sad fast i min arm og efterlod sig et tandsæt i min arm, med 2 dybe huller. ar der var til evig eje...

eller den svulst jeg havde på min hånd, der blev skåret og brændt væk. den var godartet fik jeg at vide bagefter..som altid smerte røre mig ikke.

også efter den operation jeg var igennem engang..jeg ville godt op at stå nogle timer bagefter, men var ved at falde om..men blev dog grebet...men ingen klynk fra mig...min vilje er lavet af jern.

Jeg ved, at alle de smerter man kan få monomentant er intet i sammen ligning med ensomhedens smerte, ikke at være eget, elsket eller accepteret af nogen.