Det er hårdt at være hjemme igen. Dejligt at sove i sin egen seng, men hårdt at være hjemme. Der er så mange ting man skal - eller jeg vil ikke sige jeg skal, men rettere at jeg ikke bryder mig om konsekvenserne ved ikke at gøre dem. Det er jo ikke fordi jeg SKAL skrive min opgave, men jeg har VALGT at følge kurset og det omfatter blandt andet at skrive denne opgave. Jeg har allerede gjort alle de andre ting som er en del af at følge kurset og dette er altså den sidste.

Det er dog svært at komme igang. Jeg er tit og ofte i tvivl om hvorfor jeg har valgt kurset? - hvorfor jeg har valgt det studie jeg har? - og hvorfor? bare sådan i det hele taget.
Jeg kan da godt finde på svar, men tit er de ikke ret meget bedre end hvorfor ikke? Og det er jo slet ikke et svar, men bare et nyt spørgsmål...
som jeg desværre ikke har et svar til.
Jeg har læst, at det er lettest at sige 'nej' til noget hvis man har et brændende 'ja' indeni sig, men hvad nu hvis man mangler dette ja - hvordan ved man så hvad man skal sige nej til?

Jeg længes efter et sådant 'JA' - noget som jeg kan kalde mit - et kald om du vil. En eller andet gylden løsning....
og så er det man går i stå og godt kan se at det man drømmer om er... tja umuligt.
Jeg er ung, men drømmer om alderen og visdommen til at vide hvad jeg skal med mit liv. Når jeg så bliver gammel vil jeg sikkert drømme om at være ung og have muligheden for at gøre alt dette i mit liv.
Et umuligt dilemma - det eneste man kan håbe på er, at det man ved når man bliver gammel ligner det man gjorde da man var ung.
Jeg tror på, at man aldrig skal fortryde noget - for alt det som er sket, er det som gør en til den man er. Måske tror jeg lidt for meget på det? Jeg er i hvert fald bange for at gøre noget jeg vil komme til at fortryde.
Det tænker jeg meget på i øjeblikket for selvom jeg er godt i gang med en uddannelse kan jeg godt blive i tvivl om det i virkeligheden er det jeg vil. Jeg savner at vide - jeg savner et kald.