Ve traf en far med sin halvvoksne søn som siden fødslen var diagnosticeret med autisme. Sønnen synes ikke at følge med i vores konversation. Mødet fik mig til at tænke tilbage på vores tid i Singapore. Efter vores handikappede søn gik hjem til evigheden med 26 år, havde jeg lejlighed til at gøre frivilligt arbejde i hjem for unge mennesker med indskrænkninger. Der var den unge teenager som sad som en statue hele dagen på gulvet. Han rejste sig kun til måltiderne. Prøvede man at komme nær ham, rejste han sig og løb væk, sådan gik det til et år. Jeg bad for ham og også for de andre. Jeg fik næsten et mindre chok, da han pludselig rejste sig og begyndte at lege med de mindre. Jeg havde lagt mærke til, at der var begyndt at komme liv i hans øjne de sidste par uger. Efter en hvis til nærmede han sig de lidt ældre. Han kommunikerede ikke, men synes ellers at virke helt normalt. Den dag vi kunne sidde sammen i sofaen og jeg så udtrykket i hans øjne, kan du virkelig lide mig, var meget specielt for mig. Jeg oplevede også andre undere på det sted og det er jeg meget taknemlig for den dag i dag.