Det er mors dag. Jeg har en mor og jeg er en mor. Min mor sagde en gang, at hun var allermest lykkelig, da vi børn boede hjemme. Jeg har aldrig glemt det. Og efterhånden som mine børn vokser op, bliver de ord mere og mere tydelige og nærværende for mig. Jeg forstår hendes ord dybt ind i sjælen. Men børnene er ikke vores. Det tror vi, når de er små, men de er deres egne. Vi skal blot navigere dem trygt ud på den livsvej som er deres. Midt i alt den slidsomme og travle hverdagslogistik, prøver jeg at indfange deres tilstedeværelse - jeg suger dem til mig, som om det vakuum der derved bliver skabt, kan bremse tiden blot en smule. Når jeg glemmer at de kun er til låns, længes jeg efter alenetid, ro og ryddeligt hus. Når jeg kommer i tanke om at tiden flyver, sørger jeg lidt på forhånd.