Det er blevet mig bekendt, at jeg fremstår ret så dyster her på siden. Det er godt, da det er de dystre kroge i mit sind, jeg udfolder i mine skriblerier. Jeg har dog fået et par kommentarer om, at hænge i og at lykken nok skal finde mig. Lykken har fundet mig. Jeg mærker den ofte. Når jeg danser i køkkenet mens jeg laver aftensmad. Eller når mine børn leger sammen. Jeg mærker den i musikken, i grinene, samværet, i fantasien og i regndråberne der klasker mod vinduerne, mens jeg ligger i min seng og hypnotiseres af deres pisken.

Men jeg er også dybt ulykkelig. Over livets uretfærdighed. Over ikke at skulle leve evigt og over at skulle leve overhovedet. Over kærlighed jeg aldrig fik og kærlighed jeg aldrig får. Mine tanker finder selv derhen, hvor det gør allermest ondt. Det er min forbandelse, men også min fortryllelse. For her i al min ulykkelighed, trækker jeg mørket om mig, som et hyggeligt tæppe og i mørket findes ikke andet end ordene. Og det er sammen med ordene, jeg føler mig allermindst ensom.

For mig går det gode og det onde hånd i hånd og de opvejer hinanden på idyllisk vis. Jeg vil ikke være foruden den ene og jeg ville være fortabt uden den anden.