I weekenden blev jeg ramt af fullblown stress og angst anfald. Det blev så slemt at jeg måtte ty til angst medicin, og min krop reagerede fysisk ved at spænde hårdt op i strube området, så min stemme stort set forsvandt og det blev svært at synke maden. Det føles som at have en stor klump i halsen og brystet. Jeg bliver hyper følsom, reagerer med gråd og aggressivitet over små ting, ryster og koldsveder.
Det har lagt sig nu, tirsdag. Jeg kæmper så med depression som altid dybest set er årsagen til at jeg rammes af angstanfald og stress. Når de ting damper af, er der depression tilbage, som vil hænge ved et par dage, før jeg skifter over i neutral tilstand.

Det er sådan min bipolare sygdom arter sig for tiden. Velkendt mønster men det er rædsomt at være i. Det gode er at jeg har været i de perioder så mange gange at jeg nogenlunde kan forudse forløbet. Hvilket er en trøst når jeg har det værst.

I dag skal jeg på jobcenter. Vi skal tale med min jobkobsulent og det er måske også dét der trickede min bipolar. Det hele er så uvist og jeg frygter så meget forløbet. Er bange for de afviser førtidspension, bange for hvad de vil kaste mig ud i, for jeg kan vitterlig ingenting mere. Men måske de mener jeg kan noget og derfor siger nej til førtidspension. Det er så skræmmende uvist. Pt.er min bipolare sygdom så ustabil, ude af kontrol, at selv de mindste ting sender mig til tælling. Starter en episode, enten mani eller depression. Det er som at være i en orkan hvor jeg bliver kastet frem og tilbage og til jorden, i hidsige vindstød.
Jeg vil så gerne finde læ.
Giv mig styrke.