Siden sidst... jeg fik klaret mine 2 daglige opgaver. Det er en god struktur for mig, at planlægge dagen før.

Torsdag, igår, lavede jeg ikke noget, udover gåtur, fordi jeg ville lade op til krea i dag. Da det blev morgen trak jeg i land igen, jeg var træt, hunden havde vækket mig tidligt pga. han havde smerter i det ene ben. Bekymringen gjorde jeg ikke kunne sove mere, så jeg kunne godt mærke det nok ikke blev til Kreagruppe i dag. Men det lykkedes alligevel at komme afsted. Alberts ben var åbenbart bare ømt og det gik over efter en lille gåtur og putte ved siden af vores lille ovn i stuen.

En fra Krea skrev til mig og sagde de havde plads inde hos dem, det gjorde mig glad at der blev tænkt på mig. Det er længe siden jeg har været der, så på en måde havde jeg nok troet jeg var røget i glemmebogen. Men de ville gerne have at jeg kom. Jeg var ønsket. God følelse. Så jeg skrev at jeg kom, men let forsinket. Så det lykkedes mig rent faktisk at komme afsted. Jeg var der i 1½ time, så ville mit hoved ikke mere, men det var rigtig hyggeligt. Jeg havde broderi med, og jeg sludrede med nogen af pigerne. Der var 2 der havde nyt om førtidspension. Jeg vidste ikke de havde været i gang med den proces, så det var nyt for mig, og jo ganske aktuelt i min situation. Den ene havde fået førtidspension i sidste måned, og den anden skulle i møde om det i start april, og var nervøs og spændt. Jeg kender ikke til proceduren, og spurgte ind til det. De havde begge haft en god oplevelse med "systemet", det var rart at høre. Jeg har også selv haft en rar oplevelse, i forbindelse med både da jeg fik tilkendt fleks, og faktisk i alle de år jeg har været i fleks systemet. Er altid blevet behandlet pænt og med forståelse og respekt. Empati, for det meste.

Jeg kan mærke, at selvom det føles enormt farligt at sige højt, ja endda bare tænke det, så er det førtidspension der vil være det eneste rigtige for mig. Vejen hertil har været lang, for mig at skulle acceptere den tanke, men nu hvor den har bundfældet sig, mærker jeg hvor stor en lettelse det vil være. Men jeg vil også acceptere hvis kommunen ikke synes jeg er dér endnu, hvis de mener der er andre veje for mig. Jeg kan ikke selv få øje på den, men vi må se. Jeg er en fighter, det har jeg altid været, og har vel også stadig fighterviljen i mig, men kan altså godt mærke mine kræfter slipper lidt op. Det koster så meget for mig på den lange bane, hver gang et job går i vasken, efter en periode hvor jeg har slidt mig selv helt op mentalt, for at forsøge at passe det job. Det går ud over min bipolar sygdom, den bliver ekstra ustabil og min hjernetræthed bliver mere og mere udtalt. Jeg har så hårdt brug for struktur og stabilitet. Jeg mærker jo nu, hvordan jeg får det bedre. Jeg går i min egen verden og trives med det. I dag var jeg et smut i haven. Solen skinnede, jeg fandt en krog med læ, og sad på en stol med ansigtet vendt mod lyset, som var jeg en lille anemone i skovbunden. Så bliver jeg taknemmelig over at jeg nu er i en tilstand hvor jeg kan mærke det, og søge hen mod det. Der er ikke bare mørke rundt omkring mig og indeni. Der er også lys.
Jeg accepterer min skrøbelighed. Men stopper aldrig med at kæmpe for at få det bedste ud af det.

Efter krea var jeg fuldstændig hjernebombet, og var faktisk sofa-liggende resten af eftermiddagen. Jeg sagde til min mand at det selvfølgelig er noget jeg vil vurdere på, om kreagruppen på den lange bane er god for mig. I nuet føles den god, for det er rart at tale med en flok kvinder og lave håndarbejde i en lille flok, men det skal også være noget der kan passe ind i mit liv og ikke bare dræne mig. Men jeg agter at blive ved med at prøve at skabe plads til det, og måske bare korte det ned til en time. Bare jeg kommer afsted og snakker med andre kvinder, og hygger sammen socialt. Jeg føler det er vigtigt.

Jeg laver ingen faste aftaler i det daglige. Hvis jeg taler med veninde om at mødes, bliver det med et flydende tidspunkt. Jeg har så svært ved deadlines stadigvæk. Det punkt synes jeg ikke er blevet bedre. Jeg skriver aftaler ind i min kalender. F.eks. har jeg møde med jobcenter d. 20. april. Det er vigtigt at huske, og er også noget jeg ved jeg vil bruge dage på op til dagen, for at forberede mig.

På et tidspunkt brugte jeg meget krudt på at spekulere på HVORFOR jeg var som jeg var, jeg var bitter og uforstående. Det gør jeg slet ikke mere, og jeg er ikke bitter mere. Jeg har bare accepteret at jeg er sådan, og det har altså givet mig en større selvværdsfølelse og accept. Tror måske også min alder bare har givet mere ro og accept af mig selv. Og guderne skal vide jeg har brug for den ro. Der er plads til mig, føler jeg. Jeg arbejder på at sløjfe ordet "ikke" når jeg taler om mig selv. Vil fremhæve hvad jeg kan og er, fremfor hvad jeg ikke er og kan. Men af og til er det nok nødvendigt med det ord, for at andre kan forstå hvad jeg kæmper med.
Jeg ønsker at få hjælp til min fremtid.
Det skal nok gå. Jeg har stadig tillid til universet.