Hej dagbog, - Man ved at man er hjemme, når hr og fru social taber står i døren med deres tøj sække. Det alt for grimme og hvide konditøj, der bære på de ekstra kilo stående midt i indgangen, imens hun kigger på en mand, hvis tandsæt og overbid, nok virker som en funktionel øl oplukker. Et synligt match, - misery deserves company.
i dag kom rengøring, og havde brug for hjælp til at logge ind på deres fredericia mail, - jeg har alt sat op til at kunne hjælpe. Det eneste tvist er blot, ud af os 4 der var der, - var jeg den eneste der kunne tale dansk. Jeg viste 3 gange, hvordan en skulle skrive med stort, ud over at sige det.. alligevel blev hun ved med at tro, at der var caps lock på en chromebook. En stor pige, kvinde.. kald hende hvad du vil. hun sad på knæ omme ved chromebooken, så jeg sagde hun skulle tage sig en stol, - men hun insisterede på, at det var okey. Jeg ved dog hvordan det er at sidde på hug på den måde.. så de andre 2, kørte stolen om til hende.. og sagde "kom så, sit dig" eller noget i den stil.
I går snakkede min mor så i øvrigt om det med tyrkiet, - hun synes på den ene side at det var synd, på den anden side kan hun ikke lide dem. Jeg sagde, at dem der kommer tit ikke er som dem der er i landet. Derudover, kom vi til det med mirakler. Det er ikke et mirakel at nogen har overlevet, - da det ikke er over det naturlige, at det kan ske. Hvis det havde noget med et mirakel at gøre, hvor var så miraklet for dem der døde.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.