Det sker aldrig for mig, aldrig nogensinde har jeg taget fejl. Men det gjorde jeg noget så grusomt.. For det sidste døgn var ikke med angsten som min fjende, men derimod min blokkering omkring, hvad nu hvis.. hvad nu hvis angsten ville lyse igennem. Min usikkerhed og bangeanelser var til stede konstant, men så alligevel ikke, for jeg kunne også slappe af i mit sind, lader blokkeringen falde, og bare være mig.. Noget som jeg meget sjældent oplever.. Jeg har rent faktisk svævet på en lyserød sky de sidste 24 timer, nydt snakken, nydt selvinsigten, nydt livet og nydt varmen, som har omfavnet mig. Jeg er stadig træt og ør i mit hoved.. Men jeg hverken mistede fodfæstet, prøvede at rense skylden og skammen af mit legme... Jeg turde smile, hvilket jeg også håber at du så.. At du kunne se freden og roen i det dødehav bag mine øjne.. Bare det, at jeg fik en god oplevelse ved at være ude, være væk fra min sikre base, har gjort at jeg har lyst til at komme ud igen. Jeg har lyst til at lære og elske livet. Det liv som er givet af Gud, som et tegn fra himlen.